UK fødselsberetninger



Gennem mit eget forløb som gravid med baby i UK, og gennem min research til denne side, har jeg talt med flere skønne kvinder, der har valgt at kaste sig ud i en sædefødsel. Nogle af de kvinder har været så fantastiske at lade mig dele deres fødselsberetninger her på siden.

Tusinde tak til kvinderne og god fornøjelse til læserne.

 

Wilma’s UK fødsel

Jeg ventede mit 4. Barn, en efternøler med 3 store storesøstre på 10, 13 og 15 år. Som 4. gangsfødende mente jeg jo nok, at jeg vidste, hvad der drejede sig om – mine 3 andre graviditeter og fødsler havde været lige efter bogen, så det forventede jeg også denne 4. (og sidste) ville være.

Det var den næsten også lige indtil uge 39.

Ved undersøgelse hos egen læge i uge 33 mente min læge, at barnet lå på skrå – ingen grund til bekymring var beskeden, der var lang tid til terminsdatoen, og barnet kunne nå at vende sig mange gange. Desuden skal jeg jo til jordemoder 14 dage senere, så hun skulle nok sørge for at sætte det i gang, der skulle sættes i gang, hvis ikke barnet havde vendt sig til den tid. Jeg tog den derfor med ro – jeg kunne jo mærke barnet hver dag, og selvom jeg flere gange tænkte på, at jeg synes barnets bevægelser var anderledes i forhold til, hvordan jeg huskede det fra mine andre graviditeter, slog jeg det hen (det var jo trods alt 10 år siden jeg sidst havde været gravid – så måske huskede jeg bare forkert).

Ved jordemoderbesøget i uge 35 var hverken jordemoder eller jordemoder studerende i tvivl. Barnets lå med hovedet godt ned – lige som det skulle, jeg skulle bare slappe af og nyde det sidste af min graviditet. Barnets bevægelser var som de havde været hele tiden – det føltes ofte som om, hun sparkede på min hofteskål og min mave var tit helt skæv.

Natten til mellem lørdag og søndag, hvor jeg var præcis 39+ 0, vågner jeg kl 3:00 ved, at vandet går – idet jeg rejser mig, kommer der en ordentlig skylle. Jeg finder et bind lister lidt rundt (ingen grund til at vække mand og børn) og forsøger at sove lidt videre. Kl 5:00 vågner min mand. Vi bliver enige om, at jeg skal sende en besked til min jordemoder. Jeg var med i en fast jordemoderordning, og jeg tænkte, at det nok var rart for hende at være forberedt på at skulle på job (det var jo trods alt søndag). Vi aftaler via SMS, at jeg møder ind på fødegangen kl 9:00 – så kan hun lige vurdere, hvor langt jeg er.

Kl 8:30 sætter jeg en vask over og aftaler med pigerne, at de lige er alene hjemme i en times tid. Jeg kan mærke de første veer, men regner ikke med, at de vil holde mig på fødegangen.

På fødegangen bliver vi mødt af min søde jordemoder (jeg havde 2 jordemødre og hende jeg fødte med, var ikke hende der undersøgte mig ved sidste jordemoderundersøgelse), hun viser os ind på en undersøgelsesstue. Hun starter med at mærke på min mave – og spørger så, om vores andre børn havde meget hår, da de blev født! For enten er det et barn med meget hår eller også er det numsen hun kan mærke i mit bækken.

Min jordemoder virker meget rolig, hun tænder scanneren – og ganske rigtigt! Barnet ligger med numsen godt nede i bækkenet! Min jordemoder er stadig helt rolig – siger, at nu bliver det nok lidt anderledes end forventet, men det skal nok også blive godt. Hun skal lige have fat i en læge – og så tager vi den derfra.

Efter 15 min venten kommer lægen – han kan jo så konkluderer det samme som jordemoder – en baby i UK!

Jeg får at vide, at ingen bliver tvunget til at gennemføre en sædefødsel , jeg bliver informeret om både kejsersnit og sædefødsel. Lægen fortæller, at der er risici ved både kejsersnit og sædefødsel – risiciene er forskellige, men det ene er ikke mere “farligt” end det andet. Vi skal dog være opmærksomme på, at der er 50% chance for at en sædefødsel ender i kejsersnit. Jeg bliver ikke rådet til hverken det ene eller det andet – det er 100 % mit og min mands beslutning. Lægen siger dog, at han mener, at jeg har gode forudsætninger for at kunne føde barnet selv. De skønner barnet til at være 3300 g – min 3. datter vejede 4 kg., og der har ikke været nogle komplikationer ved nogle af mine tidligere fødsler.

Så fik vi 30 minutter til at beslutte os i – kejsersnit eller sædefødsel! Efter 10 min. havde vi truffet vores beslutning. Jeg ville føde mit barn selv!

Jeg bliver vist ind på en fødestue – hjemme kommer jeg ikke før barnet er født, for det er vigtigt, at de jævnligt kan tjekke barnets hjertelyd mm.

Min mand må hjem og hænge vasketøj op, og bedsteforældrene bliver tilkaldet. Imens venter jeg på fødestuen med min bog – for det går kun langsomt frem. Kl. 13:30 er jeg kun 3 cm åben og min mand og jeg får lov til at gå en lille tur.

Kl 16:00 begynder der at ske noget. 6 cm og jordemoderen begynder at forberede os på, hvad der nu skal ske. “En sædefødsel er lidt et gedemarked – der en både læge, børnelæge (og 4-5 andre jeg aldrig fandt ud af hvem var)” – desuden blev jeg spurgt, om det var i orden, at der var 2 jordemoder studerende med (de ville rigtig gerne være med til en sædefødsel og det er ikke så tit, de får mulighed for det). Desuden skulle vi være opmærksom på, at de kunne finde på at sende mig af sted til kejsersnit, hvis det blev nødvendigt – og det kunne godt gå meget stærkt.

Om det var hektisk og et gedemarked opdagede jeg ikke. Min mand har efterfølgende fortalt, at han var meget mindre med til denne fødsel end han var til de 3 andre. Der VAR mange mennesker på stuen, men min jordemoder var fantastik til at holde roen – der var ingen tvivl om, hvem der styrede fødestuen (og det gjorde hun godt).

Den sidste del af fødsel gik rimelig stærkt. Kl. 17:10 kom de første presseveer – og kl. 17:30 var Wilma født. 3400 g og 55 cm. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det gjorde ondt at presse hende ud – der er helt sikket en grund til, at naturen er indrettet på den måde, at babyer fødes med hovedet først(!). Men ud kom hun – og jeg skulle ikke engang syes bagefter.

Læger mm var væk fra fødestuen, så snart de sikker på, at både Wilma og jeg havde det godt (efter ca 10 min) – og kl. 22:00 var Wilma og jeg hjemme hos de stolte storesøstre.

Jeg er efterfølgende blevet spurgt, hvordan jeg overhovedet turde gennemføre en sædefødsel – og om jeg ikke var bange for, at Wilma skulle blive kvalt. Det havde jeg måske været, hvis jeg læst mere om sædefødsler inden Wilma blev født – men jeg tror stadig, jeg ville have valgt en sædefødsel frem for et kejsersnit. Jeg havde en jordemoder og en læge, der hele vejen igennem fik mig til føle, at jeg kunne være tryg – og selvom en sædefødsel ikke forekommer ofte, kan den stadig være naturlig og en fantastik oplevelse.

Jeg har aldrig fundet ud af, om Wilma lå med numsen nedad hele tiden – og det er også lige meget. Jeg fik endnu en skøn og dejlig datter.

 

At sadle om til kejsersnit undervejs

Da jeg var gravid med mit første barn, var en af de ting, jeg glædede mig rigtig meget til, at skulle føde min dreng ved en “naturlig” fødsel. Min kæreste og jeg gik til fødselsforberedelse og jeg gjorde mig mange overvejelser omkring, hvordan jeg ønskede, at min fødsel skulle foregå.

Da jeg var i ca uge 34, følte jeg, at min drengs bevægelser og sparks placering havde ændret sig. Hvad jeg troede var numsen (som så var hovedet) var nu fast placeret op i ribbenene i højre side. I uge 38 var jeg til jordemoder og hun kunne mærke, at baby lå i UK – altså med numsen nedad! Det var noget af en overraskelse og et chok for mig.

Jeg fortalte, at jeg bare så gerne selv ville føde min dreng. Vi aftalte, at jeg skulle henvende mig til fødemodtagelsen samme dag for at få foretaget et vendingsforsøg. Desværre uden held. De forsøgte med endnu et dagen efter- også uden held. Jeg fik nu valget mellem planlagt kejsersnit og en sædefødsel. Jeg kunne godt høre på jordemoderen og lægerne, at de hældte mere til, at jeg skulle vælge et kejsersnit. Jeg må indrømme, at jeg var noget skuffet og lidt ked af deres reaktion, når de nu ellers fortæller én, hvor vigtig en naturlig fødsel er for barnet.

I det hele taget var jeg noget påvirket af den nye situation, jeg lige pludselig stod i. Jeg havde slet ikke forestillet mig. at kejsersnit overhoved skulle være på tale i mit fødselsforløb. Lægen fortalte mig, at de havde en ledig tid tirsdag kl. 11 og jeg kunne således have mit barn i armene max 30 min senere!

Jeg synes dog, det var en svær beslutning. Jeg fik at vide, at en sædefødsel er en højrisiko fødsel med højt personaleberedskab. Jeg drøftede det grundigt med min kæreste, der virkede noget skræmt ved tanken om en højrisikofødsel. Men han vidste, hvor meget det ville betyde for mig selv at føde, så vi besluttede os for at gå efter en sædefødsel. Jeg læste en del om positive UK oplevelser/fødselsberetninger, og blev mere og mere sikker på og glad for min beslutning.

Baby blev vægtscannet og jeg fik at vide, at han ikke var for stor til en sædefødsel.

Da jeg var 41+0 går vandet og jeg bliver fragtet til sygehuset i ambulance, som man nu skal, når barnet ligger i UK. Der er ikke tegn på, at veerne er på vej og vi får at vide, at vi kan tage hjem igen for forhåbentligt at sætte skub i veerne. Han ligger fint med numsen ved udgangen, så vi får at vide, at jeg gerne må gå igen. Så vi tager bussen hjem! Vi får at vide, at vi skal komme igen kl 19 og så se om der ikke er ved at komme gang i fødslen. Vi går en lang tur og ellers prøver at stimulere veer. Men der sker ikke noget som helst!

Jeg mærker en murren og har lidt kraftige menssmerter, men ellers intet. Jeg ringer til fødegangen tidlig eftermiddag, da der er grønt vand i urinen samt blod! Vi får at vide, at vi bare skal komme. På fødemodtagelsen ligger jeg på en (meget hård)briks i sammenlagt ca 4 timer, hvor der bliver kørt ctg (hjertelyd). Jeg kan se på udskriften, at veerne nærmest ikke er eksisterende. I den tid jeg ligger på briksen, går det mere og mere går op for mig, at jeg står over for et kejsersnit.

Jeg er egentligt afklaret med det, da en læge endelig siger, at de ikke ønsker at trække det længere pga manglende progression af veer.

Kl 21 får jeg et kejsersnit og ser min søn for første gang. En helt fantastisk oplevelse. Det var en underlig oplevelse ikke at arbejde for at få ens barn ud og underligt at kunne mærke, at det trækker i ens krop uden, at man selv er aktiv. Men det kunne ikke have været anderledes. Han vejede knap 4000 g. De skønnede således, at han var for stor til en sædefødsel og at det alligevel ville have endt med et kejsersnit og måske et meget akut et.

I dag er jeg stadig rigtig glad for at det endte som det gjorde.

Jeg er gravid igen og har en stor forhåbning om at kunne føde “naturligt” denne gang. Lægerne/jordemoderen siger, at der er stor sandsynlighed for at det kan lykkes. Så skal den lille bandit bare ikke vende sig med numsen nedad….

 

Tvillingefødsel med 2. baby i UK

Fra ca uge 18, og helt frem til fødslen lå tvilling B i UK..

Da vi nåede tættere på fødslen talte jeg rigtig meget med min jordemoder om hvordan fødslen skulle forgå, og hvad mine muligheder var.. Jeg var fuldstændig overbevist om da jeg skulle have KS fordi hun lå i UK.. Jeg læste overalt at UK ofte blev taget ved KS så jeg var fastlåst i at sådan skulle det vel være.. Og jeg fik nærmeste tegnet mig et billede af at det var noget nær umuligt at føde en baby i UK..

Jeg havde en fantastisk jordemoder der blev ved med at minde mig om at jeg fra start havde udtrykt et stort ønske om at føde vaginalt.. Hvilket hjalp mig rigtig meget i forhold til at holde fokus på det jeg gerne ville.. Nemlig at føde dem vaginalt..

Hun fik mig helt ned på jorden igen, og hun fik mig virkelig til at forstå at det var det bedste for mine børn at blive født vaginalt, og at jeg ville ende med at blive rigtig ked af min beslutning hvis jeg valgt et KS..

Da vi nåede til det punkt hvor det blev tvilling B’s tur til at komme ud, kunne jeg mærke at jeg blev rigtig nervøs, og ekstrem bange for at det ville ende med AKS.. Da hun kom langt nok ned til at de kunne mærke hende, konstaterede de at hun havde den ene fod under numsen, men de vurderede at jeg stadig godt kunne føde hende..
Jeg havde et fantastisk sammenlignings grundlag, i og med jeg 2 timer for inden havde født en med hovedet først.. Og da tvilling B var kommet ud, kunne jeg kun grine lidt, og tænke “herre gud, var det ikke værre”..

Jeg skulle presse lidt flere gange.. Ved den første skulle jeg presse hovedet ud, og så fulgte kroppen ligesom bare med.. Ved UK fødslen skulle numse, mave, skuldre og hovedet presse ud hver for sig..

Men jeg ville uden at blinke vælge en sædefødsel igen.. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg ville under ingen omstændigheder vælge anderledes hvis jeg kunne gøre det om..

Share This: