Fastvikle – hvordan kommer jeg igang


IMG_3053

Før du kan komme i gang med at bære dit barn i fastvikle, så kræver det, at du har en fastvikle, og før du har en fastvikle, så kræver det, at du vælger, hvilken fastvikle, du gerne vil have – men det kan være lidt af en jungle, dette kan måske være med til at gøre valget lidt lettere.

 

 

Valg af fastvikle

Mit første og aller bedste råd er:

“Vælg den fastvikle, du synes er den smukkeste!”

Jo smukkere, du synes, din vikle er, jo mere har du lyst til at bruge den. Mange tænker i starte at vælge neutrale farver, så den passer til mest muligt, men desværre bliver de fleste ofte hurtigt træt af de neutrale farver. Så find noget, du synes er virkelig smukt.

 

Mit andet og næst bedste råd er:

“Lad være med at prøve at finde den perfekte vikle, der dækker alle behov!”

Jeg har snakket med rigtig mange første gangskøbere, der leder og leder rigtig længe, fordi de forsøger at finde den perfekte fastvikle – den skal passe til alle bindinger, til alle årstider og gerne fra nyfødt til toddler. Men ofte er det bare sådan, at behov ændre sig over tid. Det gode ved fastvikler er dog, at de ikke mister ret meget værdi, så de kan oftest sælges næsten uden tab. Derfor er mit råd at indstille dig på, at du måske skal prøve en 2-3 forskellige fastvikler gennem babys bæretid.

 

Størrelse

Når det er din første fastvikle, så er skal den kunne bindes i bindingen “front wrap cross carry” (FWCC), det er ligesom begynderbindingen. Man siger også, at din “basesize” er den størrelse, du binder FWCC med. Hvis du er almindelig af bygning, vil en str 6 typisk være din basesize, er du petit, skal du måske kun have en str 5 og er du Far, skal du måske have en str 7. Se min oversigt over vikle-str i forhold til højde/tøj-str HER.

 

Materiale

Snakken om, hvilket materiale din første fastvikle skal være lavet af, kan rigtig hurtigt blive en meget lang snak. Der findes en lang række skønne materialer, der har forskellige fordele og ulemper. Jeg hører meget tit, at nybegyndere er bange for at vælge 100% bomuld, da det er bange for at det bliver for varmt. Her vil jeg sige at uanset hvilket materiale, du vælger, så er det altid varmt at vikle 4-5 meter ekstra stof om kroppen – plus den kropsvarme, som du og baby deler.

Bomuld kan også være vævet på forskellige måder, der gør viklen tynd, tung, let eller tung. Det samme gælder i øvrigt andre materialer, som silke, hør og hamp. Oftest er det dog også sådan, at pris og kvalitet hænger nogenlunde sammen, så det er også værd at overveje, hvilken prisklasse din første fastvikle skal ligge i. Jeg har skrevet mere om forskellige materialer og deres kvaliteter HER.

Bomuld er altid et godt sted at starte, det er et blød og organisk materiale, og når det er vævet, så er det også et stærkt materiale. Du kan måske tænke over, om du ønsker, at viklen skal være økologisk (nogle babyer kan finde på at sutte på stoffet, mens de sidder i viklen).

 

Vær opmærksom på: vævet stof

En fastvikle er vævet stof (på engelsk vowen wrap), det er vævningen, der giver den fantastiske bæreevne og støtte af barnet. Der findes nogle vikler på det danske marked, der er lavet af lagen/linned stof, hvor forhandlerne kalder disse for fastvikler, og de er typiske ret billige i forhold til vævede. Men de er ikke ret gode at binde med, og de giver langt fra samme støtte. Jeg vil derfor advare mod at anskaffe disse, da de efter min mening er et rigtig dårligt sted at starte.

 

Køb af fastvikle

Der er en række mærker, som jeg vil kalde for gode begynder-mærker:

  • Didymos: det er et godt gammelt mærke fra Tyskland, hvor der ligger forskning og erfaring inden for babywearing bag. Deres vikler er af høj kvalitet og økologiske.
  • Yaro: et mærke, hvor fokus er på, at alle skal have råd til en god vikle – virkelig høj kvalitet for rimelige penge. Wrapyouinlove bruger Yaro-vikler i flere af hendes video-toturials.
  • Oscha: smukke, lækre kvalitetsvikler i uendelige farver, mønstre og materialer. Det er ikke de billigste vikler, men du kan være sikker på, at du kan finde en smuk vikle i meget høj kvalitet. Wrapping Rachel bruger Oscha vikler i flere af hendes video toturials.
  • Little Frog: et rigtig godt begyndermærke, hvor der for rimelige penge får en rigtig god vikle. Der er mange flotte farver at vælge i mellem.
  • Fidella: et godt begyndermærke. De har et virkelig stort og bredt udvalgt af fastvikler, så der er noget for næsten enhver smag. Deres bomuldsvikler er bløde fra start, og skønne at vikle med.

 

Køb din fastvikle brugt

En anden mulighed er at købe brugt. Fastvikler har godt af at blive brugt, og ved at købe en brugt fastvikle, så er der også den fordel, at den er “gået til”, hvilket vil sige at stoffet er blødt og nemt at binde med. Hvorimod stoffet fra nyt kan være mere stift og genstridigt at binde med, og det kræver flere gange vask og en lang række bindinger, før en ny fastvikle er gået til.

Der er brugte fastvikler på den blå avis og Reshopper, men jeg vil anbefale Slyngeskolens Secondhand slynger, hvis du ønsker at købe din første fastvikle brugt.

 

Kom i gang med at bære i fastvikle

Når du har bestilt din fastvikle, og venter på at den kommer med posten. Så vil jeg klart anbefale at begynde at se videoer af, hvordan man binder sin baby i en fastvikle. Youtube er et rigtig godt sted at gå hen, men som med alt andet der, så ligger der rigtig meget, som er rigtig godt, men det kan som ny være svært at sortere det dårlige væk.

Som jeg har nævnt længere oppe, så er bindingen FWCC- front wrap cross carry det rigtige sted at starte. Du kan skrive dette i søgefeltet på youtube, og så kommer der en hel masse frem. Du er også velkommen til at bruge min video, som du kan se nedenfor. I den video gennemgår jeg roligt, grundig og deltajeret, hvordan du binder en FWCC.

Jeg vil anbefale, at du øver og øver dig på denne binding. Der er så mange gode ting ved denne binding, som træner dig i de teknikker, som du skala bruge, når du skal i gang med nye bindinger.

Det er en god ide at tænke over, hvornår du vælger at øve dig i at vikle din baby. En baby som er mæt, glad og har en ren ble er typisk altid mest samarbejdsvillig. Og husk, at du står på dine ben, som du faktisk ikke bruger til at binde med, så du kan altid gå lidt frem og tilbage eller stå og vugge lidt frem og tilbage, mens du binder din FWCC.

Husk at bære sit barn i fastvikle er et fantastisk redskab, men det kræver øvelse at lære. Så hvis du ikke lykkes med FWCC i første forsøg, så giv ikke op med det samme. Bliv endelig ved og ved med at prøve, så skal det nok lykkes.

 

Lidt mere udfordring

Når du er blevet godt venner med bindingen FWCC, så er det naturligt at få  lyst til at prøve kræfter med nye bindinger. I første omgang vil jeg dog anbefale, at prøve forskellige variationer af FWCC af. Det kan fx. være forskellige måder at afslutte på eller forskellige knuder at binde.

I videoen neden for har jeg lavet en variation af FWCC, der hedder Annas finish. Denne kan være rigtig god at gå videre til. Den er virkelig god til den helt lille baby, der endnu ikke har hovedkontrol eller hvis du tænker, at din baby skal sove sin lur i viklen og derfor skal have støttet nakken.