Størrelser og materialer


IMG_9483 copy

Størrelser

Fastvikler findes i forskellige størrelser, størrelserne er opdelt efter viklens længde i meter. Forskellige størrelser bruges til forskellige bindinger, og ligesom der findes forskellige tøjstørrelser, så er det også forskelligt fra kvinde til kvinde (eller mand), hvilken størrelse vikle, der passer til hvilken binding.

 

  • Str. 1 = 2,0 – 2,2 meter
  • Str. 2 = 2,5 – 2,7 meter
  • Str. 3 = 3,1 – 3,3 meter
  • Str. 4 = 3,7 – 3,9 meter
  • Str. 5 = 4,2 – 4,3 meter
  • Str. 6 = 4,6 – 4,9 meter
  • Str. 7 = 5,2 – 5,4 meter
  • Str. 8 = 5,5 – 5,8 meter

 

Valg af størrelse

Skal du have din første fastvikle, så skal du købe din den i din basesize. Basesize er den størrelse fastvikle, som du kan binde bindingen front wrap cross carry (FWCC) med og afslutte med en god dobbeltknude. Udfordringen som nybegynder er nu, at man måske ikke ved, hvad FWCC er for en binding og derfor hvilken længde af fastvikle, der vil passe.

 

En rigtig sød pige, der hedder Eva fik den gode ide at lave en rundspørge i Facebookgruppen Slyngegalleriet om, hvilken basesize folk har ud fra højde og tøjstørrelse. Det var der rigtig mange søde slyngler, der svarede på. Og jeg har fået lov at bruge resultatskemaet her på siden – til at hjælpe nye med at vælge den rigtige størrelse første gang.

 

image

 

Tanken er, at du finder dig selv på figuren (ud fra højde og tøjstørrelse) og ved hjælp af de figurer, der ligger tættest på dig, vil få en god fornemmelse af, hvilken størrelse du skal vælge.

Din basesize kan du bruge til at binde de fleste frontbæringer samt hoftebæringer, som er det første du vil stifte bekendtskab med, hvis du started med en relativt lille baby.

 

Rygbæring

Har du lyst til at komme i gang med rygbæring, så kan du sagtens bruge din basesize til at gå i gang med at øve dig. Læs min guide til at komme i gang med rygbæring HER. Men du vil opleve, at når du starter med begynderbindinger Rucksack, så kan det føles som om, at du bøvler lidt rundt med nogle lange haler (= stof du ikke bruger). Så her kan der for nogle opstå et ønske om en ny og kortere fastvikle.

 

Er du på udkig efter en kortere fastvikle til rygbæring, så er min anbefaling at kigge på en str. 3 eller str. 4. Det kan igen komme lidt an på din og babys størrelse. De fleste kan binde en Rucksack med en str. 3, men har du lyst til at kunne lave flere spændende afslutninger eller andre fler-lags rygbindinger, så kan det være, du skal vælge en str. 4.

 

Materialer

I slyngemiljøet er det kommet til at lyde som om, at en fastvikle skal være en eller anden lækker blanding før, den er noget værd – denne holdning vil jeg gerne tage afstand fra. Fastvikler i 100% bomuld er både skønne og stærke – og de kan sagtens bruges om sommeren.

Det du – som førstegangs køber – dog skal være opmærksom på er, at du køber dig en fastvikle i vævet stof. Der findes fastvikler på det danske marked i lærred/lagen stof i bomuld, disse er ikke hensigtsmæssige, hvis du ønsker at bære dit barn (læs siden Nybegynder – hvordan kommer jeg igang?).

 

Silke

  • Fordele: køber du en fastvikle med silke, så kan du være helt sikker på, at den er eller bliver enormt blød og glat. Blødheden gør den nem at binde med og behagelig at have på. Silke er heller ikke så varmt om sommeren
  • Ulemper: på vaskeanvisningen står der, at silke skal håndvaskes (nogle maskinvasker dog på finvask). Nogle finde at glatheden kan være en ulempe, da binding og knuder kan glide og dermed løsne sig.

 

Hør

  • Fordele: hør er et stærkt materiale, og hør i en vikle vil give en høj bæreevne (g/m2). Hør er derfor rigtig godt til større børn (over 10 kg). Hør er heler ikke så varmt, så vikler med hør er gode sommervikler.
  • Ulemper: fordi hør er stærkt, så er det noget stivt og hårdt i starten, og det kræver noget arbejde at gå en ny hør-vikle til. Derfor er hør ikke det oplagte valgt for en nybegynder.

 

Uld

  • Fordele: uld har fantastiske egenskaber, og disse gælder også for vikler med uld. De er varme, men uden det bliver ubehageligt. Uld er samtidig dejlig blødt og meget stærkt, så vikler med uld har også høj bæreevne (g/m2). Uld er perfekt til vintervikle.
  • Ulemper: uld er varmt, og derfor ikke oplagt som sommervikle. Der er også nogle, der synes, at uld kradser, så skal man nok heller ikke vælge en uldvikle.

 

Hamp

  • Fordele: nogle vil måske tænke, hvad laver hamp i en vikle, men det fungerer faktisk rigtig godt. Det giver en stærk vikle med høj bæreevne (g/m2), der ikke er for varm.
  • Ulemper: hampvikler er stive og hårde at vikle med fra nye, så det er ikke begyndervikler.

 

Repreve

  • Fordele: repreve er ganske særligt materiale, og spørger man Tekhni-lovers, så er det fantastisk. Det er helt vildt stærkt og bæreevnen (g/m2) kommer helt i top. Det tager ikke farve, når viklen hjemmefarves, derfor er der mulighed for at skabe en helt personlig vikle. Selv om viklen er tyk og stærk, så er repreve ikke varmt, så det kan også bruges om sommeren.
  • Ulemper: det tager ret lang tid at gå en vikle med repreve til, god tålmodighed og ikke en begyndervikle fra ny. Det kan også afskrække, at repreve er lavet af genbrugsflasker, jeg vil dog opfordre, at man i stedet fokuserer på det fede i genbrugstankegangen.

 

Bambus

  • Fordele: bambus har mange af de samme fordele som en fastvikle med silke. Stoffet er glat og blødt fra start. Den er blød og dejlig at have på samt nem at binde med. I mange tilfælde vil stoffet også skinne lige som silke. Bambus er tynde fibre og derfor ikke varmt om sommeren
  • Ulemper: bambus er ikke det stærkeste materiale (bambus kan godt være stærkt, men i de typiske begyndermærker, er det ikke). Jeg vil holde øje med g/m2 på en bambusvikle, skal viklen bruges til en baby på over 10kg, så er bambus måske ikke det oplagte valg. Nogle finde at glatheden kan være en ulempe, da binding og knuder kan glide og dermed løsne sig.

Share This: