Strækvikle – Hvordan kommer jeg i gang?


IMG_2646

 Hvorfor en strækvikle?

Efter min mening, så er en strækvikle den allerbedste vikle til en nyfødt, når Mor er nybegynder. Strækviklen er nem at binde, og det er forholdsvist nemt at få baby til at sidde godt i den.

Ulempen ved en strækvikle er, at baby relativt hurtigt vokser ud af den. Strækviklen kan bruges fra nyfødt og til baby vejer omkring 7-10kg (alt efter model).

Alligevel synes jeg dog, at en strækvikle er en god investering, da Mor får et par måneder til at finde ud af, om det med at bære sit barn er noget for hende. Hvis ikke, så kan strækviklen sælges videre, som nærmest ubrugt. Og hvis Mor er (hvilket hun selvfølgelig er) blevet vild med at bære kærligt, så er har hun de første par måneder til at finde ud af, hvilket bæreredskab hun vil skifte til, når baby vokser ud af strækviklen.

I denne guide vil jeg prøve at belyse muligheder og faldgrupper –  både så du vælger den rigtige strækvikle, men også kommer godt i gang med at bruge den.

 

 Hvad er en strækvikle?

En strækvikle er et langt stykke elastisk jersystof ofte i bomuls – lidt som babyernes bodyer, men ikke helt så meget elastik. Strækviklen er 50-70 cm bred, og nogle modeller bliver smallere ud mod enderne. Det er muligt at vælge forskellige længder, men typisk er strækviklen omkring 5 meter.

 

 Hvad skal jeg købe?

Der findes et hav af forskellige mærker på strækvikler – også hos danske forhandlere – og de fleste er ganske fine. Jeg vil dog fremhæve mærkerne Moby og Je porte mon Bebe (begge forhandles hos Sneglehuset.com), som dem jeg ville anbefale. De er dog begge i den dyre ende.

Er du på jagt efter en billigere model, kan jeg anbefale mærket Liberty Slings (kan købes her). Hvor du for under 200kr får en ganske ganske fin strækvikle.

Et par andre ting at tænke over, inden du køber:

  • Strækviklerne bindes med tre lag stof om baby og bærer, det vil derfor ofte opleves varmt at bære sommerbabyer i strækvikler.
  • Da babyer ofte sutter på stoffet, kan det være en overvejelse værd, om strækviklen skal være af økologisk bomuld.
  • Som udgangspunkt vil jeg ikke anbefale at købe en strækvikle brugt, da de kan blive slappe elastikken ved brug. Undtagelsen kan dog være – som tidligere nævnt – at købe en brugt, hvis den er tæt på ubrugt af den første ejer.

 

 Hvordan skal baby side i strækviklen?

Uanset hvad du har hørt ellers læst, så er der kun 1 rigtig bæremåde i strækviklen, og det er frøstilling (jf. WHO kangaroo mother care). Sidder baby i frøstilling, så er der ingen begrænsning for, hvor lang tid baby må sidde i strækviklen.

Kilde: http://apps.who.int/iris/bitstream/10665/42587/1/9241590351.pdf

 

Der findes også en bæremåde, der hedder seated sideways. Denne er okay, men jeg vil ikke komme nærmere ind på den, da det ikke er en bærestilling, jeg anbefaler.

Vuggestillingen kan bruges til amning af baby i viklen, men falder baby i søvn under amningen, så bør baby ikke sove hele sin lur i vuggestillling.

På youtube og andre steder på nettet kan der findes guides til at sætte baby med front ud mod verden. Men jeg vil på ingen måde anbefale at sætte baby sådan i strækviklen. For det første kan baby ikke komme til at sidde ergonomisk korrekt og for det andet, så er det alt for mange indtryk for så lille en baby at se ud mod verden – det vil lynhurtigt blive overstimuleret.

 Hvordan bindes strækviklen?

Når strækviklen er bestilt, og du spændt ventet på, at posten kommer med den. Så kan du bruge vente tiden på at se denne video igennem nogle gange. Jeg har lavet denne video med min egen nyfødte, det er mit 3. viklebarn og jeg kommer med alle de tips og trick, som jeg har lært gennem tiden

Får du strækviklen med en manual, så pak manualen væk og gør i stedet som i videoen her.

Tips og tricks

Selv med godt forarbejde, så kan det godt drille lidt, når man er nybegynder, derfor har jeg samlet en række gode råd, som jeg selv har haft stor glæde af at støve sammen forskellige steder fra.

 Øv dig med en dukke

Inden du begynder at sætte baby i strækviklen, så kan det være en god ide at øve med en dukke, bamse, hund eller sofapude, inden du begynder at sætte baby i strækviklen. Baby kan nemlig nemt opfange, hvis du er nervøs eller usikker, og så vil det ikke blive en god førstegangs oplevelse.

 Ekstra nakkestøtte

Hvis du føler, at der er behov for ekstra støtte bag babys nakke, så kan du rulle en vaskeklud eller andet stof til en pølle, og fulde den ind i det øverste af midterstykket. Det vil give ekstra støtte til nakke.

 Husk at bevæge dig rundt

Dit spædbarn kender dine bevægelser fra, da det lå inde i maven. Så når du binder baby på maven, så husk at bevæge dig rundt bagefter – er det sommer og godt vejr, så gå ud at gå en tur. Der er mange, der tænker, nu har jeg endelig armene fri, så skal jeg dælme have vasket op. Men du står helt stille, når du vasker op, og er baby ikke vant til at sidde i strækviklen, så er der stor sandsynlighed for, at baby bliver ked af det efter kort tid.

Nøglen til at vænne baby til at sidde i viklen er bevægelse. Det kan også være at gå frem og tilbage i lejligheden. Når baby er blevet vant til det, så vil du nemt kunne tage opvasken, mens baby sover trykt på din mave.

 Stram, stram, stram

Strækviklen skal bindes stramt, og det er en del strammere, end de fleste tror. Det er faktisk sådan, at en strækvikle nærmest ikke kan bindes for stram.

Share This: