Et tørklæde.. en rebozo.. et sjal.. en fastvikle.. Ja, kært barn har mange navne..
– Tænk at et stykke stof kan følge, gavne og glæde dit barn fra det ligger i din mave, under din fødsel og efter det er kommet til verden.
En fastvikle behøver ikke kun være et bæreredskab, den kan også bruges som støtte til maven, mens du er gravid (læs om bellywrapping) og som redskab under fødslen til at hjælpe din baby godt til verden. Dette stykke stof og din baby bliver altså tæt forbundet – ja, en stærk metafor, men også helt bogstaveligt – stoffet binder dig og din baby tæt sammen.
Var jeg førstegangs gravid nu – med den viden jeg har i dag – så havde jeg købt mig en god fastvikle inden 3. trimester og brugt den til at være tæt forbundet med min baby før, under og efter fødslen
Før - under - efter fødslen
Da jeg under min første graviditet gik til fødselsforberedelse hos Mama Profylax lærte min kæreste og jeg, hvordan et tørklæde kan bruges til at give den gravide krop massage. Jordemoder Tina fra Mama Profylax kalder tørklædet for et rebozo-tørklæde og opfordrer også til at bruge rebozo-massage under fødslen. På dette tidspunkt vidste jeg ikke, hvor meget robozo ville komme til at betyde for min 2. graviditet (læs fødselsberetning 2 her), men lang historie kort så har jeg og min krop under begge graviditeter haft stor glæde af at få rebozo-massage.
Rebozo
En rebozo stammer fra mexico, hvor kvinder – inden de overhovedet kunne skrive – kunne finde ud af at bruge deres tørklæder til andet end at bære om hovedet. Rebozo er et spansk ord for sjal, og for de mexicanske kvinder var rebozoen en forlængelse af hænderne, de brugte til at massere, strække, ryste og vugge den gravide krop. Heldigvis er denne værdifulde kunst ikke gået tabt over tid. Skønne dygtige kvinder som Marta fra Maia Klinikken og Jordemoder Tina fra Mama Profylax har ført traditionen videre, så rebozoen lever i bedste velgående i dagens Danmark.
Det var dog først i min 2. graviditet, jeg opdagede linket mellem rebozo-tørklædet og fastviklen. I forbindelse med at min baby vendte med numsen med af i min mave, havde jeg besøg af Mama Christina, vi skulle se, om vi kunne få vendt min baby i maven(læs mere her). Hun havde et par ægte mexicanske rebozo-tørklæder med – smukke vævede tørklæder. Og det var her, det gik op for mig – de ligner jo på en prik mine fastvikler, der også er lavet af vævet stof. Det er jo oplagt at bruge sin fastvikle som rebozo allerede i graviditeten.
Bellywrapping - støtte til den gravide mave
Jeg har allerede skrevet en hel side om bellywrapping (læs her), så jeg vil ikke gå så dybt ind i det her. Men kort fortalt så kan fastviklen bruges under graviditeten, når vægten begynder at tynge, til at støtte kroppen og fordele vægten bedre over ryg og skuldre. Det fungerer på mange måder som et graviditetsbælte, men ved at du selv binder fastviklen om krop og mave, så er du sikker på at ergonomien passer perfekt til dig.
Vugget trygt under fødslen
Når tasken til hospitalet pakkes, så husk at passe fastviklen. Den kan nemlig ikke kun bruges til at bære baby hjem i, den kan også bruges som rebozo-tørklæde under fødslen. Det kan både bruges til at give massage til den tunge, trætte gravide krop mellem veerne, men rebozo kan faktisk også hjælpe til, at baby drejer sig rigtigt ned gennem fødselskanalen.
Til min første fødsel var jeg faktisk så heldig at jordemoder Tina fra Mama Profylax kom på arbejde, mens jeg lå på fødestuen, så jeg havde glæde af hendes visdom og erfarne hænder i mange timer. Min første fødsel var en lang og hånd kamp, og jeg vil ikke komme ind på det hele her (læs fødselsberetning 1 her). Min søn var lang tid om at komme ud, selv om hovedet stod lavt, så vi brugte rebozo virkelig meget under fødslen. Vi rystede ham længere op, så jeg ikke havde for tidlig pressetrang, vi rystede for at få mig afspændt og vi rystede for at få baby til at glide rigtigt ned igen. Jeg havde virkelig en positiv oplevelse af rebozo-massagen under fødslen.
På fødestuen brugte vi et hospitalslagen som rebozo-tørklæde til at massere mig med – men hvor ville jeg have elsket, hvis det havde været min egen fastvikle, vi havde haft med, så vi kunne have brugt den i stedet.
Båret kærligt og tæt på hjertet
Ja, det er her, de fleste kender fastviklen fra – altså 4-6 meter vævet stof, der vikles om kroppen til en bæresele til baby. Jeg er ofte blevet spurgt, om nyfødte må bæres i fastvikle og svaret er et stort og rungende JA! Det kræver selvfølgelig et par forsøg, men når fastviklen er bundet tæt om det nyfødte barn, som sidder i frøstilling, så er I stadig tæt forbundet, selv om baby er kommet ud af maven.
Tag gerne tøjet af overkroppen og af din baby og bind fastviklen om jer hud-mod-hud, her vil din baby være helt tryg, det vil være næsten som at være i maven igen – de tætsluttede omgivelser fra fastviklens stof, dine bevægelser, dine dufte og lyden af dit hjerte. Her tæt hud-mod-hud skabes kærlighedshormonet oxitysin, som også er med til at styrke forholdet og forbindelsen mellem mor og baby. En nyfødt baby der ofte er båret hud-mod-hud græder mindre, desuden styrker den tætte kontakt babys fordøjelse og stabiliserer hjerterytmen (læs mere her).
I fastviklen har du et redskab, hvor baby må bæres i ubegrænset tid, når det sidder i korrekt frøstilling. Du har hænderne fri til andre ting fx, når baby skal til at have fast føde, så kan du bære baby trygt og tæt på, mens du laver mad til baby. Men du har også et redskab, der ikke har nogen slutdate, du kan fortsætte med at bære din baby i fastviklen til, du ikke gider eller kan mere. Læs min guide: fastvikle – kom godt igang.
Denne tekst er ikke sponsoreret
Denne side har taget mig ret længe at skrive, jeg har tænkt længe over det. Og det er virkelig sådan en ting, jeg ville ønske, at jeg selv havde vidst, da jeg selv var gravid første gang. Og jeg håber derfor, at dette kan oplyse og hjælpe andre kvinder. Der – ligesom jeg – bare gerne vil træffe de rigtige valg til, hvad der skal købes ind til den lille guldklump i maven.